Jeg diskuterede navne og signalværdier med en Isabella-klon i går. Det var lidt af en øjenåbner, i alt fald for mig. Jeg ved ikke helt om hun formåede at få åbnet de ’dekorativt opspilet påtaget nysgerrige’ øjne med lige nøjagtig den rette mængde økologisk mascara for andet end den magasin-præfordøjede føde hun var vant til at fodre sit indre jeg med …
Her kommer intolerancen så ind. Min, altså! Jeg kan ikke holde UD, når jeg render ind i den der mennesketype (med let læspende stemmeføring), der ”læser de helt rigtige blade og handler de steder hvor man bare er SÅ meget på forkant med …..”. Små søde putteunger, hvis I var SÅ meget på forkant var det nok ikke det der Bo Bedre/Isabella/Alt for Damerne-mainstream-fis I omgav jer med. Så var det New York, Milano, London, Berlin-forkant. Så var I individuelle, i stedet for at ligne hinanden alle sammen. Eller hækle det samme sengetæppe ….
Og så ville I heller ikke alle sammen kalde jeres børn det samme, alt imens I følte jer åh, så alternative. Hvad er signalværdien i at hedde Lucas, Magnus eller Tobias? Eller Laura, Mathilde og Emma? Det er at ens forældre ikke har læst længere end navne-top-10 hos Danmarks Statistik. At de har slået lemminghjernen til og taget Fru Hyacinth-brillerne på.
Hvis I var så voldsomt alternative, ville der være langt flere børn der blev kaldt Kurt eller Yvonne. Eller Else, Grethe, Gyda og Birthe. Jan, Kjeld, Peder, Flemming og Verner. Ib, Jytte, Karen Margrethe og Vagn. Alt sammen navne, som i vore dage kun overlever som mellemnavne i familier hvor man har en stærk opkaldetradition. Det har de fleste af jer ikke – I har nemlig travlt med at distancere jer fra de rødder, som også er en del af hvem I er. I vil hellere have, at der kommer de der skoleklasser som jeg husker fra min barndom, med ”Marianne 1, 2 og 3” eller ”Steen A, Steen H og Steen S”. Bortset fra at det er Lauraer, Jonathaner, Boletter og Oliverer, I producerer – og fortæller hinanden, at I ”bare har flyttet jer så langt fra de kedelige ensrettede provinsidealer” I er rundet af.
Kære venner, der har altid været, og vil altid være, mennesker der føler sig tryggest ved at ligne alle de andre mest muligt. Både i påklædning og adfærd. Det er skam en ærlig og helt menneskelig sag!
Men det er altså uendelig meget lettere at føle bare en anelse respekt for jer, når I toner rent flag! DET er der nemlig reel signalværdi i!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
17 kommentarer:
Fantastisk indlæg!
Måske det er den allesteds nærværende jantelov for fuld udblæsning, der resultere i denne lemming effekt. Du må ikke være anderledes? Og dine børn (og dig) må ikke skille sig ud fra mængden?
En tankevækkende bemærkning fra en bekendt opr fra et engelsk talende land. Dennes ældste barn (teenager) føler sig udenfor fordi hun ikke er dansk nok. Hun passer ikke ind i provinsforstadens homogene befolkning.
Her snakker vi om et barn, der er født og opvokset i Dk, har en dansk forælder samt taler flydende dansk. Men med skotskklingende navne og fra et internationalt hjem, hvor indhold vægtes mere end den perfekte indretning.
At stå udenfor eller være anderledes kræver en stærk personlighed især i et til stadig mindre tolerant Danmark. Måske derfor vi er tilbøjelige til at følge andre?
Ulla
Jow - tak for roserne - og så har jeg det altså sådan, at jeg sagtens kan FORSTÅ lemmingerne. Jeg får bare kløende knopper når de hævder IKKE at være det ... så bliver den normalt tolerante Dana pludselig så firkantet som et DF-medlem.
Dana..... du er en perle - du siger sgu så mange kloge ting. Jeg nyder at følge med i din blog - fordi du får mig til at fnise, og fordi du siger de ting jeg tænker....
Hep hep herfra :o)
/Tris
uff, du er skrap, Dana! men som vanligt har du helt ret, der er bare desværre alt for få (yours truly included) der tör sige det höjt.
kh.fra Island
Frida
Verden betragtet fra mit vindue, mens nybyggede, tætliggende siloer langsomt fyldes op. Det ene sæt cremefarvede lamelgardiner efter det andet hænges op i vinduerne.
Endelig en dag brydes konformiteten af et sæt RØDE, ikke lamel-, men almindelige gardiner.
Men den bedste oplevelse i den forbindelse var, da en kvinde satte sine vidundeligt anderledes, lyslilla gardiner op på røvballemåden.
Se, det kalder jeg mod.
*kluk*
Hehe ... ja jeg er bare så enig .. men har alligevel 2, hvor den ene hedder noget alment... og den anden hedder noget helt specielt ... som kun få andre danskere hedder.... såe...
Hørt - goddammit - hørt.....kan for fanden ikke være mere enig....og gæt lige om jeg er den, der brækker mig, når jeg støder på præcis den type....! Man kan i min bog godt hedder Yvonne og pudse kakkelbordet - bare man står ved det......
Hilsen fra foreningen ned med "åh hvor er vi nytæntænkende på den hvidpudsede vi har tjek på damebladsfortoppelsens måden" og nu vi er i gang: Slagt Isabellas og hvad de ellers prøver at hælde i halsen på os!
Prut og kæmpe femibøvs fra Sus
Sifka: Røde eller røvballe - det er mennesker efter mit hjerte!
Og til jer andre: Skarpe ord, ja - men i bund og grund handler det jo om klar kommunikation, ikke?
Hej Dana
Lige mine ord. Jeg er så træt af ensartetheden. Jeg plejer at sige, at hvis man tager 10 teenagepiger og sætter dem op, så man kun kan se dem fra ryggen, så kan man ikke se, hvem der er hvem. Det er så trist.De er så bange for at være sig selv. Hvor er kuløren? Hvor er de forskellige meninger som får gang i gode debatter, hvorfor skal alle have langt lyst glat hår og designertøj - nej længe leve forskelligheden.
Mange hilsner Gitte
Griner lidt og tænker på min mindste på 12 år som altså hedder Emma men som bliver reddet på målstregen af Margrethe til mellemnavn.
for fatan, også. jeg havde lige skrevet den mest fabelagtige kommentar, og så blev den slugt af din silkeedderkop, Dana.
så. nu må jeg nøjes med at sige *kluk* med Madame.
når du kommer til Harrestrup gemmer jeg mine Bo Bedre og paradehusets semisjabisjikke affaldstræsplantebord fra Brugsen væk forinden.
men ikke ærmeskånerne in spe.
Hold da op en bredside! Du for da sat gang i nogle tanker og følelser..
Da jeg var ung mor læste jeg ofte i Anna Wahlgren, jeg var bestemt ikke enig, men hun provokerede mig ofte og DET fik mig til at tænke!
Sådan har jeg det nok med dit indlæg. Og stor respekt fordi du skriver.
Jamen jamen - det var da ikke meningen at skræmme nogen! Det er jo netop fedt at folk er som de er, bare de ikke prøver på at være noget andet! Det er såmænd hele pointen ...
Regitze, dit projekt hus er jo netop sådan som det skal være. Det er dit og Cs projekt, et udtryk for hvad I to gerne vil have. Ikke gemme ting, tak!
Er det egentligt et nyt fænomen - eller har det ikke altid været sådan?
Jeg mener, mine brødre og jeg er alle opkaldt efter vore forfædre og -mødre, med det resultat at vi var forskellige fra resten af familien.
Det var nemlig kun min far, som fik den geniale ide, at opkalde sine børn efter nogen.
Mine onkler derimod producerede en endeløs række af børn ved navn Susanne, Marianne, Birgitte og Charlotte o.s.v.
Som ovenikøbet var danmarksmestre i badminton.
De her århusianske badmintonpiger og drenge gjorde ALTID tykt nar af os og vore navne.
"Den næste skal sgu nok hedde Jesus Kristus" gik de rundt og sagde dengang først i 70'erne. Fordi vi ud over at være opkaldt efter nogen også alle har TO fornavne.
Som om det ikke var nok, bar vi også et efternavn, som var så eksklusivt, at vi er den eneste familie i Dk, som hedder sådan.
Idag er mine brødres og mit navn blevet lidt mere trendy. Det er min søns også, men jeg har ikke fundet hans navn på nogen top 10, men opkaldt ham efter to af mine oldefædre...
Hvad var det egentlig, jeg ville sige? Altså udover, at jeg HADER både Århus og badminton?
:-)
Jo.
Selv om jeg altid har fået hug for mine navne og har skilt mig ud fra flokken på den bekostning, ville jeg ikke ønske det anderledes. I vil aldrig finde mig henne hos numerologen.
Det der er interessant, er at de familiemedlemmer, som før gjorde nar af os, har fået frygteligt travlt med at finde de gamle navne frem igen. Samt beholde det specielle efternavn efter giftemål. Det er nemlig ikke smart at skifte et specielt navn ud til Jensen.
Jeg ved ikke, om det er fordi, de har læst for meget Isabellas. Men det virker, som om genopdagelsen af gamle navne, er et forsøg på at skille sig ud, som altså slår fejl, fordi alle gør det.
Jeg er løbet tør for ord. Derfor blot et :-)
Tak for ord til tanker.
Må altså lige sige at Bolette ik var en moderne navn ....da jeg fik det ..Jeg skulle hedde noget med B da min mormor hed berta og jeg hadeede mit navn som barn men idag elsker jeg det selvom der kommer en massse små Bolette efter mig jeg er den eneste med mit navn i verden ...så det er da godt nok og meget unikt
da jeg så fik min søn talte jeg ik med nogen tredy nogen om hvad
han skulle hedde og han blev døbt på ærø som heller ik lige ligger i mainstreamen angående navne alligevel hedder han simon og lige der hvor han kom til at hedder det er var der en masse andre der fik sammen idé ..øv men om der er et udtryk for idioti eller kollektiv bevidsthed skal jeg ik kunne sige
Send en kommentar