Ovre hos Rasmine har vi smådiskuteret det der med at 'lige komme forbi', som jo (gudskelov) stadig er god latin i provinsen.
Så stillede hun det logiske spørgsmål om det kulturelle udbud i små byer - og jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre fra jer andre herude i det provinsielle hængedynd.
Jeg bor i en provinsby med knap 20.000 indbyggere, og et skrumpende beskæftigelsesgrundlag. Vi har altid været en lavindkomstby - med enkelte spektakulære undtagelser - og udbuddet har båret præg af det. Meget mainstream. En byfest med omrejsende tivoli, kræmmermarked, og centrum i et værtshustelt med billigt tyndt fadøl og blokvognsbands. En bif, der kørte med sidste års film til lav entré. En lammende fiksering på fjernsyn, fadbamser og for-fordøjet nydelse.
I løbet af de sidste ti år er der sket meget. Vi har nu et galleri/kunststed i en 1700talsgård, istandsat for indsamlede midler. Nye udstillinger af ikke-mainstreamkunstnere hver måned, og fribolig til 1 billedkunstner og 1 musiker for to eller tre år.
Vi har en bif, der drives af frivillige - dvs den skal løbe rundt eller give et lille overskud, ikke lave maks-profit til en enkeltejer eller kæde. De frivillige lægger et hestearbejde i at skaffe dels premierefilm, dels 'smalle' film til huse, så der er oftest god grund til at kigge på lokaludbuddet først.
Vi har et mylder af unge, der via den lokale musikskole dyrker musik på højt plan - og som finder sammen i overraskende konstellationer når de slipper musikskolen.
Vi har et bibliotek, som lægger et kæmpearbejde i kulturformidling ud over bøgerne, med udstillinger, workshops, børneteater og debataftener.
Vi har nogen omgivelser der opfordrer til sommerkoncerter i alle genrer - Kongegårdens have har lagt græs til alt fra Dixieland-jazz over operakoncerter til lokale amatører.
Og når det lokale udbud ikke slår til er hovedstaden kun 1 time væk pr. tog, hvilket man (vi) takket være pendlerkortet ofte udnytter. Faktisk er det min opfattelse, at vi oftere benytter Københavns kulturudbud end folk der bor midt i det ....
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
"For-fordøjet nydelse" - hold kæft, et godt udtryk!
Selv bor jeg i en landsby - med landets 4. største by 7 km væk - så det er dét kultur-udbud jeg benytter - og det er da vist som man kan forvente af en arbejderby som blev universitetsby. Det sætter sig mellem to stole engang imellem - men der sker da spændende ting indimellem - dog sjældent af den fornyende og eksperimenterende karakter... Kunstmuseet er altid en nydelse - og det nye musikhus har endnu til "gode" at vise hvad det duer til - ellers er det nok traditionelle ting som teater, biograf og bibliotekerne jeg benytter mest.
Jeg synes, det lyder temmelig imponerende, Dana! Det er nok det, der er den store forskel på en soveby som Hvidovre og en rigtig småkøbstad - I kæmper selv for tingene og og bliver formodentlig derigennem et fast sammentømret samfund - eller hvad? Vi tager uengageret bare bussen eller toget og er midt i hovedstaden inden for en halv times tid - 10-15 minutter, hvis man har bil, og det ikke er myldretid. Jeg føler mig egentlig mere hjemme i København end i min soveby. Det hænger måske også sammen med, at jeg ikke er opvokset her.
Til et cetera: Jeg er født i Aalborg og begyndte på et tidspunkt at overveje at flytte tilbage, bl.a. fordi man kan bo bedre billigere, og fordi jeg stadig føler mig hjemme der, selv om jeg kommer der meget sjældent. Men så gik jeg på kultunaut og undrede mig højligen. Er det bare, fordi man ikke annoncerer der, eller står det faktisk meget sløjt til med de kulturelle tilbud i landets fjerdestørste by? Et er sikkert: Jeg skal op og kigge grundigt på Musikkens Hus, når det står færdigt - helst til indvielsen! Man må da i det mindste sige, at når de gør noget deroppe, gør de det til gavns (Nordjyllands Kunstmuseum)!
Jeg tror en del på, at man som lilleby ofte føler sig tvunget til at være selvhjulpen. Man har dem, der ikke savner kulturtilbud når de ikke er der - og så har man dem, som siger "Nej fandeme nej!" - og så derefter kaster sig ud i at få nogle ting i gang i fællesskab.
Det er nok det man mangler i sovebyerne. Man er ikke hjemme længe nok til at savne tilbuddene, og hvis man er så er det nogne andres skyld at de ikke findes.
Dana, jeg tror du har ret. I en storby har alle alt ved haanden og taenker derfor ikke naermere over det. I et lille samfund vaerner man om det man har!
Jeg bor selv i London og kender saa mange der aldrig benytter sig af alle de kulturelle oplevelser der ligger lige ved doeren. De ser dem simpelthen ikke. Personligt dyrker jeg storbyens muligheder for kultursnusning dagligt. :)
Naar jeg besoeger mine foraeldre i DK laegger jeg maerke til hvor mange kultur tiltag der pludselig er kommet paa Fur, hvor de bor. Det er helt fantastisk og goer mig saa glad.
Tina, det er lige det min søster siger - hun bor på Christianshavn med alting indenfor rækkevidde, og aligevel kommer vi oftere ind og se film i Kbh. end hun gør.
Med hensyn til provinsinitiativet ligger det jo osse i, at der bor to slags mennesker i provinsen - de initiativløse og ildsjælene.
Uden ildsjælene ville landsbyen som boform være uddød, småøerne øde, og provinskøbstæderne lige så sjælsforladte som mange af sovebyerne.
Send en kommentar