- eller om at gebærde sig i sin omverden.
Jeg har et par yndlingsaversioner. En af dem er en gængs sprogspasme i mit lokalområde, nemlig at den dims der sidder bag på éns cykel konsekvent kaldes "et bagagebæger". Misforstå mig nu ret, jeg sætter skam stor pris på, at der i vores lille land stadig findes udprægede dialektale særheder, selvom de rene dialekter er en uddøende størrelse. Men der ER altså forskel på dialekt og sprogsjusk. Bagagebærer i fælleskøn, eller folk der siger "en kilomét".
Her forleden snakkede jeg med sønniken og hans lille flok af faste ballademakkere - Huck Finn og Tom Sawyers værdige arvtagere, komplet med skrabede knæ og spirende fornemmelse af sig selv som kønsvæsner - og vi gik lidt ind i, hvordan ord dannes, og hvorfor de har det grammatiske køn, de nu engang har, og nåede også frem til bagagebæreren.
Man jonglerer så godt med svære begreber over kakao og ostemadder til at dyppe.
Vi nåede frem til, at det faktisk hedder eN bagagebærer, fordi "det er en, der bærer noget". Alle lavede begejstrede fnisebobler i kakaoen over tanken om eT bagagebæGer, hvorpå en af poderne tankefuldt sagde, at "men så er der jo alle de andre der stadig siger eT….. ligesom min mor".
Diskussionen mundede ud i, at nu vidste de seks i alt fald besked, og så måtte det jo være op til deres egen vurdering, om de ville tale korrekt, eller gøre deres bedste for at følge flokken imod bedre vidende.
Jaja, siger læseren så utålmodigt, hvad er pointen?
Pointen er, at vores fremherskende politiske klima i dag absolut favoriserer bagagebægeret, solidt og stædigt imod bedre vidende. Viden er faktisk blevet noget af et fyord i brede kredse, og uhyggeligt nok også i den politiske debat. Viden smager af ekspertvælde og smagsdommeri, viden er noget man skal omgås med yderste diskretion for ikke at blive miskrediteret. Faktisk minder store dele af debatniveauet om ovennævnte kammerats mor, som forlod folkeskolen efter 7. klasse, og er blevet mere og mere skinger med årene, efterhånden som det er gået op for hende hvor lidt hun egentlig har lært. Enhver, der har et bare lidt mere nuanceret syn på tingene end hun selv har, affejes konsekvent med de to ting hun har opfattet af statsministerens taler: "Smagsdommeri og ekspertvælde".
Her i huset har vi en fornemmelse af store konflikter i nær fremtid for ovennævnte dreng og hans mor. Drengen er nemlig begavet ud over det væsentlige, både med lærelyst og analytiske evner. Han bliver en torn i øjet på sin mor på et tidspunkt, når han overhaler hende indenom. Alle smådyrs beskytter må vide hvad der kommer til at ske hvis han udtrykker ambitioner om mere uddannelse end folkeskolen kan byde på?
Ja, alle smådyrs beskytter må vide hvad der kommer til at ske her i vores lille land hvis den øjeblikkelige trend fortsætter? En trend, hvor man kan høre et medlem af folketinget sidde i P1 og vrisse "Hvad rager Ramadanen os? Hvorfor skal vi overhovedet vide noget om det?" En trend, hvor alle forsøg på at nuancere såvel den offentlige som den parlamentariske debat fører til giftige angreb og krampagtige forsøg på miskreditering, ikke af holdningen men af debattøren? En trend, hvor erhvervslivets krav til anvendt forskning er vigtigere end grundforskning?
Hvis man vover et øje og fremskriver familiekonflikten ovenfor til samfundsplanet, giver det et skræmmende billede af vort lille land om føje år.
