Om missedyr og morgenritualer

Man skal lytte til sin krop, siger de kloge.

Når man er midaldrende (kronologisk, ikke mentalt!) og har født tre børn indebærer det, at når man vågner fordi man skal tisse er det bare med at komme ud af dynerne med det samme.

Det indebærer også, at man sprinter ned ad trappen til trods for de kronisk løse sacroiliacaled.

Og sidst, men værst: det indebærer at man styrter FORBI Fru Jensen, der står i køkkendøren og vil have fyldt sin madskål!

Det er kort sagt en enten-eller, men alligevel lose-lose-situation!

Det første giver sig selv. Det andet hævner sig også af sig selv. Det der med at gå forbi katten har sin helt egen konsekvens. Fru Jensen hører nemlig til de katte, der skælder ud. Og hun er trestjernet græsk-katolsk overfor det med at mennesker lytter til kroppen før de lytter til katten.

Så mens man sidder der og letter sig kommer hun ind på badeværelset, sætter sig og stirrer stift, og mjaver forbløffende velmoduleret ad en til man er færdig og kan koncentrere sig om det hun synes er væsentligt, nemlig morgenmad. Og det er ikke 'jammermjaven', men absolut skideballe. Hvis man smågriner ad hende bliver det bare værre.

Hun MÅ have en siam et eller andet sted i sit stamtræ, tror jeg.

Første gang hun lavede det nummer med skideballen var hun stadig forholdsvis ny her i huset (hun er adopteret som voksen) - hun havde fanget en solsort og trængt den op i et hjørne ved vinduet. Jeg syntes ikke rigtig stuen var stedet til fugleslagtning, så jeg fangede den og lukkede den ud af hoveddøren. Hun gloede lamslået på mig, forlod huset, og sad ude i gården med piskende hale i små fem minutter. Derefter kom hun ind og gav mig en 'mjav-forelæsning' på mindst to minutter, hvorefter hun nægtede at tale med mig i et døgns tid. Mønstret har gentaget sig mange gange siden, når hun bare synes vi mennesker opfører os FOR åndssvagt.