Her hænger den ene side af vores og Liselottes fælles hoveddør og ser ussel, solbleget og afskallet ud. Den skal have noget TLC sammen med sin makker, der allerede er under udbedring som det ses herunder:
Der ligger en del arbejdstimer, sandpapir og opslebne skrabejern i at gøre sådan en dør klar til ny lak. Rillerne mellem listerne er noget en ond ånd har opfundet for at plage husejere ...
Men ... ifølge de fotos vi har set af huset gennem tiderne er døren bygget sidst i tyverne af godt træ, og er rigeligt umagen værd.
Og så til det med triggeren.Det er lykkedes at få fat i rigtig gammeldags skibslak (Tonkinlak) i modsætning til det syntetiske stads der kaldes skibslak nu om stunder (oh tempora oh mores!), og pludselig kom et erindringsglimt, komplet med billeder:
Jeg står i barndomshaven på Femø, to lorte høj (omkring tre år siger resten af familien) og ser på at min far og morfar lakerer fenderliste på hver sin side af familieskivet, og hører ganske tydeligt min morfar vrisse: "Lak skal t r æ k k e s på, ikke slaskes ud!". Og det var lugten af linolie, tungolie og vegetabilsk terpentin der kaldte den frem.
Det var temmelig spooky at få syn for sagn så at sige - jeg har ofte hørt, at dufte/lugte er nogen af de mest effektive erindringsstimuli, og tænkt "jajaja ...." og gemt oplysningen i det mentale pulterkammer. Men det er alså itt helt løwn!
Tyndtynd hørtråd - fra nr. 120 op til 250! Koster formuer, hvis det overhovedet er til at få fat i! Har ligget mange år i sin æske, men ser sund og fin ud.
Den første gang han fik trøje på var han ikke begejstret - men da jeg kom med nr. 2 var han straks klar til en gåtur. Det var hans 'mor' ikke helt - morgenkaffe er et helligt ritual! - så han måtte slå sig til tåls med at vente.
